IRLAND

ABA-skole anerkendes og får statsstøtte


Forældrene til Niall Cooney har vundet en sag om betaling for intensiv autismebehandling, som samtidig betyder at Nialls skole nu anerkendes og får statsstøtte. Forældrene havde anlagt sag imod the Department of Education ved the High Court, hvor sagen endte med et forlig, der betyder at staten dels overtager betalingen for drengens behandling og refunderer forældrenes tidligere udgifter, og samtidig giver statsstøtte til Nialls skole, Stepping Stones.

Forhistorien er den, at Niall som 2-årig blev diagnosticeret med autisme, og lige siden har hans forældre forsøgt at få staten til at betale for hans ABA-behandling. Behandlingen startede oprindelig i drengens hjem i Rathoath, og i maj 2001 søgte familien om økonomisk støtte til behandlingen hos det irske Undervisningsministerium, der har ansvaret for behandlingen af børn med autisme uanset deres alder. Det lykkedes ikke at få økonomisk støtte til behandlingen, der i mellemtiden blev flyttet til ABA-skolen Stepping Stones i byen Kilcloon. Det er en privatskole, som igennem længere tid har forsøgt at få offentlig støtte til sit intensive ABA-behandlingsprogram, men det er først lykkedes nu, samtidig med at staten har indgået forlig med forældrene til Niall. Hidtil har forældrene til de 24 børn i skolen betalt 35.000 EURO (260.000 DKK) om året for behandlingen, men denne udgift bliver med forliget i High Court nu overtaget af Undervisningsministeriet.

Dommeren, Peter Kelly fra High Court, udtalte i forbindelse med forliget, at det var beklageligt, at forældrene havde måttet leve med usikkerheden omkring drengens behandling i så lang tid og at de havde måttet tage retssystemet til hjælp for at få offentlig finansieret behandling til deres dreng.

Nialls far, Mr Cooney udtalte efter forliget: »Som en borger i dette land er Niall berettiget til denne behandling, men det er en skamplet, at vi har måttet gå så langt for at anerkendt denne ret. Det er også spild af offentlige ressourcer, når Undervisningsministeriet bruger tid og penge på denne type af sager. Vi får nu dækket vores advokatomkostninger, men det er kun en del af sagen. En sådan sag tager frygtelig lang tid, og nogle gange føler man sig skyldig over at man har måttet svigte Nialls søskende for at føre en sådan sag«.

Undervisningsministeriet har ikke ønsket at kommentere forliget, som indebærer at staten får årlige udgifter i størrelsesordenen 900.000 EURO (6,7 mio. DKK) til Stepping Stones. Stepping Stones blev oprettet i september 2001 med kun 4 elever, og nu er der 24. Skolens leder, Brigid Sinnott, som er selv er mor til en datter med autisme, siger, at »en del forældre har taget lån i deres hus for at kunne betale for skolegangen, så statsanerkendelsen og -støtten er en stor hjælp, også selv om det har taget så lang tid«. Den form for ABA-behandling, der gives på Stepping Stones skolen, har andre steder vist sig effektiv. En tilsvarende skole fra Co Meath har allerede overgivet en række elever til folkeskoler, hvor de nu er enkeltintegreret i almindelige klasser.


Kilde: Irish Examiner, 24. februar 2003

Joi Bay / 24.02.2003