ONTARIO, CANADA

Domstolskendelse giver ret til fortsat behandling

I en overraskende kendelse har en dommer i Ontario Superior Court (appeldomstol i provinsen Ontario) bestemt at provinsregeringen ikke har ret til at stoppe den offentligt finansierede autismebehandling når børn fylder seks år. Kendelsen vedrører i første omgang kun den seksårige Andrew Lowrey, men forventes at få principiel betydning, fordi dommen pålægger regeringen at fortsætte den tidlige intensive ABA-behandling indtil en større retssag, som forældre til 28 børn med autisme har anlagt imod regeringen, er afsluttet. Det kan tage op til et år inden denne retssag afsluttes.

Andrews far, David, er lykkelig for dommen, for uden denne kendelse ville familien være tvunget til at afhænde deres landbrugsejendom på en tvangsauktion.

Da Andrew efter lang tids venten endelig blev diagnosticeret med autisme var han berettiget til provinsens offentligt finansierede ABA-behandling. Efter blot et års behandling har resultaterne været forbløffende. »Vi så en fantastisk forandring. Hvis du ser ham i dag, vil du ikke vide at der er noget galt med ham« fortæller Andrews far. En psykolog har kaldt Andrews udvikling for ‘dramatisk og bemærkelsesværdig’. Hans ABA-træner mener at Andrew vil være i stand til at gå på universitetet, hvis han vil.

Men i december 2002 blev Andrews behandling stoppet fordi Andrew fyldte seks år. Det er denne politik, som bliver udfordret af 28 familier i en fælles retssag, der starter den 23. april. »Børn bliver ikke magisk kureret på deres seks års fødselsdag«, siger Tammy Starr, som er mor til en 8-årig pige med autisme, og som er med i den kollektive retssag. »Det er at forhindre hende i at få en uddannelse og at få livsmuligheder. Det ville man aldrig gøre mod mine andre børn, men af en eller anden grund, er det OK for børn med autisme. Det er grusomt«.

Når behandlingen stopper for tidligt, så falder børn med autisme ofte tilbage og mister de færdigheder, de allerede har lært. Familien Lowreys var fortvivlede, da sønnens offentlige behandling stoppede. Andrew var nået så langt og var endelig klar til at blive enkeltintegreret i en almindelig skole. Forældrene appellerede til familileminister Brenda Elliott – uden held. De måtte derfor selv betale for Andrews fortsatte behandling, der kostede dem CA$ 4.000 om måneden (19.000 DKK). De blev mere og mere forgældede. »Vi har måttet låne og låne for at komme så langt, men selv hvis vi skulle miste vores landejendom, ville vi ikke stoppe behandlingen«, fortæller faderen. Sidste chance inden landbruget skulle på tvangsauktion var at gå til Ontario Superior Court.

Regeringens advokat argumenterede her med, at hvis der skulle betales for Andrews fortsatte terapi, så ville det åbne sluser for tusindvis af andre børn med autisme i Ontario, som skulle have fortsat behandling når de fylder seks år. Men dommeren tog i sin kendelse ikke hensyn til disse advarsler: »De muligheder, som Andrew har fået, vil blive lukket for evigt, hvis hans behandling ikke fortsætter. Desuden vil de skader, der sker på familiens økonomi og fremtid, hvis de tvinges til at sælge deres landbrug, ikke kunne kompenseres, hvis det senere viser sig, at regeringen taber den større, principielle retssag om ret til ABA-behandling efter 6-års grænsen« hedder det i dommen. Derfor bestemte dommen, at regeringen indtil den større retssag er afgjort, skal betale for Andrews fortsatte ABA-behandling.

Kilde: Toronto Sun, 13. april 2003


Joi Bay / 14.04.2003