IRLAND

Evaluering af ABA-skoler

Undervisningsministeren i Irland, Mr. Dempsey, garanterer at alle skoler for børn med autisme vil blive fortsat i al fald indtil efteråret 2004. Det sker efter at uddannelsesordføreren fra oppositionspartiets Fine Gael har advaret om, at mindst 90 børn med autisme fra tre ABA-skoler risikerer at miste deres skolepladser, eftersom den fremtidige finansiering ikke er på plads.

De tre skoler, som ligger i Dublin, Drogheda og Cork, og som drives efter principperne om CABAS (Comprehensive Applied Behavioural Analysis – omfattende anvendt adfærdsanalyse), blev oprindelig startet af forældre til børn med autisme, og har i løbet af de seneste fire år været finansieret af undervisningsministeriet som forsøgsprojekter. Skolerne har været en stor succes, og der er et enormt behov for flere af denne typer skoler, siger ordføreren fra Fine Gael-partiet.

Men disse skoler vil kun få permanent status, hvis Undervisningsministeriets uafhængige evaluering falder ud til skolerne fordel, og kun hvis den tillempede ABA-metode i CABAS viser sig at være den bedste metode for børn med alvorlige indlæringsvanskeligheder forårsaget af autsime. Der er i alt syv skoler, som arbejder efter ABA-principper, men kun tre af dem er baseret på CABAS, som oprindelig er udviklet i et samarbejde med professor Douglas Greer fra Columbia University i byen New York (se Intensiv 1:1 behandling til 30 børn med autisme)

Ud over de børn, der går i de syv ABA-skoler, er mange børn med autisme placeret i enten specialklasser eller enkeltintegrerede i almindelige skoleklasser med en hjælpelærer tilknyttet. I følge en talsmand for Undervisningsministeriet er det planen, at alle foranstaltninger til børn med autisme skal evalueres objektivt for at finde frem til de bedste behandlingsformer.

Forældrene frygter imidlertid, at evalueringen kan føre til lukning af CABAS-skolerne. »Forældrene er forbitrede, fordi vi blev bedt om en uafhængig vurdering, allerede da skolerne blev startet for fire år siden«, siger Mr. Kieran Kennedy, som er far til et 8-årig dreng med autisme fra Cork. Efter fire år i CABAS-skolen kan drengen nu begynde i en almindelig klasse.

CABAS er en intensiv form for læring, der kontinuerligt overvåges, således at selv de mindste indlæringsfremskridt kan nyttiggøres i den fortsatte udvikling. CABAS starter med 1:1-træning, men overgår senere til 1:3 og endelig 1:10-undervisning. »På lang sigt holder CABAS disse børn ude af døgninstitutioner. Uden CABAS ville de ikke blive i stand til at fungere i samfundet«, siger Mr. Kennedy. »Der er sket en eksplosion i antallet af førskolebørn med autisme, uden at regeringen har gjort noget som helst«.

Undervisningsministeren siger, at alle børn med behov for specialundervisning i det primære skolesystem – herunder børn med autisme – automatisk har ret til særforanstaltninger. Men de må først udredes af psykologer fra National Educational Psychological Service. På en konference, som holdes i næste uge, vil de lange ventelister til udredning, hvilket skyldes manglen på psykologer, stå i centrum.

Kilde: The Irish Times, 16. april 2003

 

Joi Bay / 23.04.2003