NEW JERSEY, USA

ABA-behandling i almindelig grundskole

Hillsborough Township er et skoledistrikt i staten New Jersey, sydvest for hovedbyen Newark. Distriktet har i dag ca. 7000 elever fordelt på 9 skoler i tre forskellige byer. Allerede for 10 år siden besluttede skoledistriktet at integrere ABA-behandling af børn med autisme på en af deres almindelige grundskoler i stedet for at sende børnene til private ABA-skoler uden for skoledistriktet. Skolen hedder Woods Road Elementary School.

Skolen har 480 elever; heraf 18, som modtager intensiv ABA-behandling i skolens særlige program for børn med autisme. Integration af ABA-behandlingen på skolen resulterer i besparelser på mellem US$ 15.000-42.000 per elev om året (103.000 - 288.000 DKK) i forhold til at skulle sende disse elever med taxi eller minibusser til private skoler uden for skoledistriktet, fortæller skoleleder Thomas Venanzi. Desuden tjener skoledistriktet penge ved at modtage eksterne elever med autisme mod betaling.

Marianne Shandor, som er mor til den 10-årige Peter, siger at hendes søns sociale færdigheder er blevet væsentligt bedre i kraft af ABA-programmet på skolen. Og de er sikkert blevet udviklet mere, end hvis han havde gået på en privat skole. På Woods Road Elementary School har børnene nemlig bedre muligheder for at være sammen med ikke-handicappede børn. Peter Shandor er for nylig begyndt at blive enkeltintegreret i sin hjemmeklasse. I starten blev han fulgt af sin ABA-træner, men nu gør han det alene, fortæller hans mor. Foruden deltagelsen i nogle af hjemmeklassens aktiviteter, leger Peter også med børn fra nogle af de andre klasser i frikvartererne.

Lederen af skolens ABA-behandling, Bill Lyons, er enig i autismebehandlingens succes. Integrationen af ABA-behandlingen på skolen har været til fordel for alle parter. Børnene med autisme bliver i meget vid udstrækning accepteret af de andre børn, og der bliver ikke gjort grin med dem, sådan som man kunne frygte, siger Mr. Lyons.

Kilde: Hillsborough Beacon, 10. april 2003

 

Joi Bay / 16.04.2003