SUSSEX, ENGLAND

Forældre opfører ABA-skole

En gruppe af forældre til børn med autisme fra Crowborough i Sussex i England har i bogstavelig forstand lagt grunden til en ny ABA-skole. I sidste uge blev der holdt rejsegilde over den bygning, som med tiden skal blive til skolen Step by Step.

Indtil videre er Step by Step en fond, som er oprettet med det formål at bygge og drive en skole for børn med autisme. Det er fonden, som er bygherre, og som i sidste uge kunne præsentere fundamentet og de bærende trækonstruktioner til den bygning, som er under opførsel på en landejendom nær Wych Cross på Grinstead Lane. Ved præsentationen deltog en række folk, som har støttet skolen økonomisk, sammen med borgmesteren Cllr Hilary Lyon og det lokale parlamentsmedlem Charles Hendry. Selv om skoleprojektet ikke har modtaget økonomisk støtte fra uddannelsesforvaltningen i East Sussex County Council, har projektet fået støtte fra andre offentlige kasser.

Fonden bag skoleoprettelsen og forældrene til børn med autisme i området regner med, at skolen vil være klar til indvielse i september, og at man på det tidspunkt er klar til at modtage seks børn. Men i løbet af kort tid vil skolen have plads til 10 elever. Pædagogisk vil skolen blive baseret på anvendt adfærdsanalyse, som er den mest effektive metode til uddannelse af børn med autisme.

Lederen af Step by Step, David Taylor sagde, »Folk troede, at vi var for ambitiøse, da vi for 18 måneder siden besluttede at opføre vores egen skole, men som I kan se, bliver skolen nu en realitet. Det er vores drømme, som nu bliver virkeliggjort«.

Talsmanden for East Sussex County Council, Ken Hamer, sagde, »Vi har ikke givet økonomisk støtte til projektet, og det vil vi heller ikke gøre fremover, fordi vi har vores egne tilbud til børn med autisme. Men vi har afsat nogle penge til renovering af den landejendom, hvor skolen er placeret, ud fra en forventning om, at renoveringen kan give en økonomisk indsprøjtning til lokalsamfundet«.

Kilde: Kent and Sussex Courier, 20. juni 2003

Joi Bay / 23.06.2003