NEW YORK,USA

ABA-vejledere giver råd om jul for et barn med autisme

Seniorvejleder Dr. Vincent Carbone fra ARC of Rockland, som superviserer ABA-behandlingen i Prime Time for Kids Early Learning Center i New City lidt nord for byen New York, giver i avisen The Journal News gode råd til, hvordan julen bedst klares, når man har et barn med autisme.

To ugers juleferie udgør en særlig udfordring for børn med autisme, siger Dr. Vincent Carbone. »At have fri fra skole gør juleferien meget anderledes, og forældre bør være opmærksomme på betydningen af, at opretholde de daglige rutiner, og i god tid inden jul forberede juleferien og lære sig metoder til alt håndtere børnenes reaktioner i juleferien«.

Vincent Carbone er ekspert i anvendt adfærdsanalyse, som er en pædagogisk metode til at lære børn med autisme at ændre deres adfærd. Metoden inkluderer både lærere og forældre, som må lære bestemte teknikker for at metoden kan være effektiv.

Når juleferien starter, er der mange forældre, som føler at deres skolebarn med autisme fortjener en pause fra den hårde ABA-træning, og der er andre forældre, som bliver så optaget af juleforberedelserne, at de glemmer barnets særlige behov, siger Carbone. Og det resulterer let i, at børn med autisme bliver mere besværlige at have med at gøre. For disse børn gælder det om at opretholde deres skole- og træningsrutiner, fordi det forebygger problemadfærd.

Børn, siger Carbone, lærer af de voksne omkring sig. Hvis de voksne er irritable eller konstant er svingende på grund af deres eget forhøjede julestress, så vil børnene også reagere med uro.

»Meget ofte oplever vi, at forældrene i julen ændrer på deres reaktioner og deres indlærte måde at håndtere problemadfærd på«, siger Carbone. »De stopper pludselig med at give fornuftige reaktioner på deres barn med autisme, og problemadfærd bliver ofte resultatet fordi det bliver en måde, hvorpå barnet med autisme kan få sin vilje«. Derfor er det bedste råd: brug juleferien som en ny og anderledes træningsperiode, ikke som en pause fra træning.

Sørg for at barnet bliver vækket på samme tid, som når det går i skole, og at barnet kommer i seng på samme tid som normalt. Planlæg lavintensive udendørs aktiviteter for barnet med autisme for at holde barnet beskæftiget i løbet af dagen, således at barnet ikke keder sig eller bliver overstimuleret af julehalløjet.

Nogle børn med autisme er ikke i stand til at forstå eller håndtere den overvældende mængde af gaver til jul, siger Carbone. Han foreslår derfor at man i stedet spreder gaverne ud over en længere periode, således at barnet ikke bliver forvirret eller overvældet.

En af dem, der kender til julens særlige belastninger for børn og familier med autisme, er Inna Needelman, som har en 7-årig dreng med autisme, og som tidligere så frem til jul og juleferie med meget blandende følelser, fordi hendes dreng havde store problemer med at klare sig uden de faste skole-rutiner. Nu begynder Inna Needelman at vænne sin dreng til julesange allerede om sommeren, således at han bliver fortrolig med dem i lang tid inden jul, og de træner også besøg i indkøbscentre i god tid inden juletrængslen begynder, således at han kan vænne sig til de lyde og indtryk, som et indkøbscenter er fuldt af. Inna Needelman har også lært at opretholde sønnens sædvanlige rutiner og døgnrytme, selv om han i julen har fri fra skole.

»Livet bliver helt sikkert mere besværligt uden disse rutiner«, siger Needelman. »Men nu har vi prøvet det flere gange, så vi ved, hvad der venter, og vi har lært at opretholdelse af rutinerne, er nøglen til en god jul«.

Nøglen til succes, er planlægning, siger Gine Zecchine, som er en certificeret adfærdsanalytiker, og som også arbejder på ARC of Rockland.

»Hvordan skal jeg planlægge min dag, således at jeg kan holde mit barn med autisme beskæftiget på en sådan måde, at der er visse velkendte rutiner, selv om det ikke kan blive lige som i skolen?«, spørger hun. »Men juleferiens nye aktiviteter kan også udgøre nye muligheder for læring«, fortæller Zecchine. Hun foreslår f.eks. besøg på helt nye og fremmede legepladser, hvor der kan være nye og spændende legekammerater, eller at man besøger venner med børn i samme alder, som barnet med autisme.

Det kan være meget vanskeligt for familier til børn med autisme at leve op til disse råd, fordi familierne i julen er travlt beskæftigede med juleforberedelser. Dr. Carbone anbefaler, at man sørger for aflastning fra professionelle eller fra venner og bekendte, således at forældrene har tid til juleforberedelserne. Også søskende kan fungere som aflastere for forældrene.

Men den letteste måde at komme igennem julen på med at barn med autisme er ved at sørge for god planlægning. »Julen kommer trods alt sjældent som en overraskelse – den ligger temmelig fast hver år«, slutter Dr. Carbone.

Kilde: The Journal News (Westchester County, NY), 16. december 2003

ARC of Rockland er et ressourcecenter for udviklingshæmmede. Centeret driver bl.a. et dagtilbud, der omfatter tidlig og intensiv intervention for småbørn med autisme, Prime Time for Kids Early Learning Center. ARC of Rockland har web-adressen http://www.rocklandarc.org

Joi Bay / 22.12.2003