MAINE, USA

Bancroft Preschool fejrer 1 års jubilæum

Gangene på Bancroft NeuroHealth Preschool er udsmykket i denne uge, og anledningen er skolens 1 års jubilæum. Udefra og på gangene ligner skolen enhver anden førskole, og besøgende ville aldrig gætte, at hovedparten af eleverne har autisme. Men inde i klasseværelserne kan man godt se, at det ikke er en almindelig førskole: hvert rum er organiseret med små arbejdspladser, særligt pædagogisk legetøj og undervisningsmaterialer, som skal sikre børnene mulighed for at lære de nødvendige færdigheder.

Skolelederen er Elisabeth Kinney, som er certificeret adfærdsanalytiker og som har en mastergrad i anvendt adfærdsanalyse. Hun fortæller: »Det er et meget struktureret undervisningsindhold. Hvert barn har sine egne mål, og der er en lærer for hvert barn. Men skolen og undervisningen forsøger at ligne en almindelig førskole så meget som muligt«.

Et fælles mål for alle børnene er at få dem klar til en almindelig børnehaveklasse når de er 5 eller 6 år gamle, forklarer Kinney. »Tidlig intervention er afgørende. Det er vigtigt at starte så tidligt så muligt. Det er derfor, vi har børn, som kun er 2 år gamle. De har de bedste chancer«, siger hun med reference til forskningsresultater.

Autisme er mange ting, fortsætter Kinney: »Det er et spektrum af forskellige forstyrrelser, og nogle er højtfungerende, andre er mere handicappede. Nogle mennesker tror, at autisme er et barn, som sidder alene i et hjørne, og som rokker frem og tilbage og måske skriger og blafrer med fingrene. Sådan er nogle børn med autisme, men med adfærdsanalytisk behandling kan billedet blive meget bedre«.

I anledning af skolens første jubilæum er der åbent hus, hvor mere end 100 lærere, børnelæger og andre fagfolk samt forældre og administrative ledere mødes med skolens personale og med medlemmer af Autism Society of Maine.

I alt er der indskrevet 19 børn i førskolen — 14 drenge og 5 piger. Personalet består af mere end 20 adfærdsterapeuter samt en talepædagog, hvorimod ergo- og fysioterapi må hentes fra Edmund Ervin Pediatric Center i Waterville. Ud af de 19 børn har 13 autisme og resten andre former for udviklingsforsinkelser. Skolen, som ikke holder sommerpause, har fire børn på ventelisten. Skolen finansieres af Medicaid (offentlig sygesikring), private forsikringer og af midler fra staten.

Bancroft Preschool er den eneste ABA-skole i denne del af staten Maine. En høj procentdel af eleverne har i løbet af skolens første år oplevet dramatiske forbedringer. Terapeuter og andre ansatte registrerer børnenes fremskridt dag for dag. »Af de 9 børn, der har gået på skolen i et helt år, er der 6, som har udviklet sig hurtigt. En af disse var 3½ år gammel, da han startede. Han havde næsten intet talesprog. Nu taler han i hele sætninger, leger med legetøj og med kammerater og er også begyndt at lære at læse«, fortæller skolelederen.

En anden dreng, som har problemer med at udtale ord forståeligt, har i stedet lært at bruge tegnsprog og et symbolbaseret kommunikationssystem, kaldet PECS. »Han var meget urolig, men nu har haft lært selv at hente legetøj og bruge det på en fornuftig måde. Han er også begyndt at have øjenkontakt og kommunikerer nu meget«.

Bancroft Preschool ligger i Waterville, 120 km nord for Portland i staten Maine. Skolen har til huse i Maine Children's Home Campus.

Kilde: Central Maine Daily Sentinel, ME , 26. februar 2004

Bancroft NeuroHealth Preschool er en del af Bancroft NeuroHealth, som blev stiftet i 1883 af Margaret Bancroft, der var en tidlig pioner for specialpædagogisk behandling. Bancroft NeuroHealth er en privat, ikke-kommerciel organisation, som har til formål at udvikle livskvalitet for personer i alle aldre med neurologiske lidelser, herunder udviklingsmæssige forsinkelser og erhvervede hjerneskader. Bancroft NeuroHealth har i dag afdelinger i 25 amerikanske stater og 4 lande uden for USA. I alt 900 personer er indskrevet i Bancroft NeuroHealth-institutioner.

Bancroft NeuroHealths website har adressen http://www.bancroft.org/index.html

Joi Bay /6.03.2004