NORTH CAROLINA, USA

Firlinger — to i ABA-behandling

For tre år siden blev Allen og Debbie Hopson forældre til firlingerne Elizabeth, Phillip, Caroline og Katherine. Firlingerne, der blev født to måneder for tidligt, var et resultat af kunstig befrugtning, hvor både æg og sæd kom fra donorer. I USA kaldes denne form for svangerskab for fosteradoption. Ud over firlingerne har familien et barn yderligere, den 8-årige Sarah, samt en hund, der hedder Charlie.

Det er ikke på grund af hunden, at Allen og Debbie sammenligner deres familie med en zoologisk have. Det er derimod firlingerne, hvoraf to har fået konstateret autisme, som producerer det liv og den tumult, som kan minde om en zoologisk have.

Forældrene har måttet installere et overvågningskamera i firlingernes værelse, således at de kan holde øje med dem. I forældrenes soveværelse har de en monitor, men også en mikrofon, som sætter forældrene i stand til at tale børnene til rette uden at gå ind på firlingernes værelse.

Der er mange konflikter i gruppen af firlinger. De slås om legetøjet, de river i hinandens hår og bider hinanden. Og 40 små fingre får konstant fat i ting, som de ikke burde have fingre i, så disciplin er et stort problem. Men også at firlingerne sladrer om hinanden når der er nogen, som gør noget forkert. Der er også megen jalousi børnene imellem.

»Når den ene af dem vil have trøst fra mig, så bliver de øvrige jaloux«, fortæller Debbie Hopson. »Det er som at være bundet med et reb, som nogen konstant hiver i«.

For et halvt år siden blev det konstateret, at Elizabeth og Phillip har autisme i mild grad. Der kommer en ABA-terapeut for at arbejde med børnene alle hverdage. Elizabeth får ABA-træning to timer om formiddagen og to timer om eftermiddagen fem dage om ugen. Philip, hvis autisme er af mildere grad, får behandling tre dage om ugen. Men ideelt set skulle begge børn have denne behandling alle ugens syv dage. »Vi har tre fantastiske trænere, men det er et hårdt program at opretholde«, siger Debbie Hopson. »Børnenes akademiske færdigheder fejler ikke noget, men socialt og udviklingsmæssigt har de noget at indhente«.

Da Elizabeth startede sin behandling i oktober 2003 bestod hendes ordforråd af ca. 50 ord. Nu er hun oppe på ca. 150 ord, og har generelt gjort store fremskridt. »Hun kaldte mig mor for første gang for en måned siden«, fortæller Debbie.

En af de tre terapeuter er Allison Rose, som er studerende på Methodist College. »Hun har lige lært at tælle til 10 og hun kan også sin ABC«, siger Rose om Elizabeth. »Både hun og Philip er meget søde børn«.

Allen og Debbie Hopson fortæller, at lægerne ikke ved, hvad der forårsager autisme, men de ved, at det ikke har sammenhæng med den for tidlige fødsel eller at der var fire fostre. Omkring 40 procent af børn med autisme er i stand til at indhente deres jævnaldrende, når de starter i skolen hvis de får den rette behandling, fortæller de.

»Men det er en dyr behandlingsform«, fortæller Allen Hopson, som ejer et lille flyttefirma. Han har allerede måttet hæve pengene fra firmaets investeringskonto for at betale for børnenes ABA-behandling, og står over for at skulle opsige sin pensionsopsparing.

»Men det er alle pengene værd«, siger Allen Hopson. »Vi er velsignede. Vi tager en dag ad gangen. Vi ved, at Gud havde en tanke med, at disse fire børn skulle være i netop vores familie«.

Kilde: Fayetteville Online, Fayetteville NC, 9. marts 2004

 

Joi Bay /21.03.2004