IRLAND

Otte ABA-skoler i Irland

I republikken Irland er der nu 8 deciderede ABA-skoler og -centre. Can Do, Saplings i Kilwarden, Abalta i Knocknacarra , Red Door School i Dublin, Stepping Stones i Kilcloon, I Care og the Cottage School i Coolcotts samt 3 CABAS-skoler i henholdsvis Cork, Dublin og Drogheda. CABAS er en forkortelse for Comprehensive Applied Behavioural Analysis (dvs. helhedsorienteret anvendt adfærdsanalyse), og en fjerde CABAS-skole i South Dublin er på tegnebrættet og regner med at åbne i 2004. Hver af disse skoler har mellem 18 og 36 elever, så alt i alt drejer det sig om mere end 200 børn, der modtager intensiv adfærdsanalytisk behandling i disse centre.

Den første af disse ABA-skoler åbnede i 1999, så det er gået hurtigt at få etableret 8 — og nu snart 9 — skoler, der bruger anvendt adfærdsanalyse, som deres pædagogiske grundlag. Det er sket i et land, som kun har 3,9 mio. indbyggere, og det er i alle tilfælde sket på forældrenes initiativ og vedholdenhed. På konferencen Face Autism, som blev afholdt i Belfast i Nordirland i slutningen af marts 2004, blev det oplyst, at hver af disse skoler oprindelig er blevet oprettet af forældre og fagfolk uden garanti for offentlig støtte, men i alle tilfælde — nogle gange efter langvarige juridiske slagsmål — er det lykkedes at få det irske undervisningsministerium til at overtage finansieringen.

ABA-centeret Saplings blev stiftet i 2001 af forældre til børn med autisme sammen med Ken Kerr, som nu er skoleleder, men som dengang var ABA-supervisor i PEAT i Belfast. Skolen blev stiftet uden bevillinger, men i løbet af 2001 blev der indgået aftale om undervisningsministeriet, således at skolen nu er finansieret af staten.

Skolen har 31 elever, og der er 36 børn på ventelisten. Der er 36 ansatte på skolen. Af disse er de 27 tutors — dvs. ABA-trænere — 6 er senior tutors (ABA-trænere med længere erfaring — træningsledere), og der er 3 supervisorer. Desuden er der tilknyttet en række eksterne fagpersoner — talepædagoger, ergoterapeuter, fysioterapeuter, musik- og gymnastiklærere — som ikke er ansat på skolen, men som efter behov bliver tilknyttet enkelte børn på skolen.

Hvert barn har en IEP — Individual Education Plan — en individuel behandlingsplan, som er styrende for behandlingsforløbet. Af behandlingsplanen fremgår det, hvilke fagfolk og familiemedlemmer, der indgår i barnets behandlingsteam. Behandlingsplanen angiver også de specifikke målsætninger for det næste års arbejde, både når det gælder form, indhold og hvordan behandlingens resultater skal dataregistreres.

Selv om Saplings fungerer som en specialskole er det overordnede mål for skolen at få eleverne inkluderet i almindelige skoleklasser. 4 af skolens 31 elever er fuldt integrerede i en lokal klasse, men er formelt stadig elever på Saplings, fordi deres pædagogiske støtte kommer fra Saplings, og fordi de stadig får undervisning i henhold til deres Individual Education Plan. 8 andre børn er delvist integrerede i mainstream skoler. Til disse elever er det oprettet et særligt inclusive class room, hvor de især undervises i færdigheder, der er nødvendige for deres snarlige overgang til en normal skole.

Kilde: Ken Kerr & Claire McDowell, ABA: Positively Supporting Individuals in Ireland. Paper presented at the Facing Autism conference, 26 Martch 2004. Belfast.

Saplings har webadressen www.saplings.org

Tidligere artikler om ABA-behandling i Irland:
ABA-skole søger udvidelsesmuligheder
Evaluering af ABA-skoler
Intensiv 1:1 behandling til 30 børn med autisme
ABA-skole anerkendes og får statsstøtte
ABA-klasse i almindelig folkeskole
ABAile kræver ABA-skole
Et gennembrud for ABA?
Rapport anbefaler anvendt adfærdsanalyse og forældres ret til at vælge behandlingsform

Joi Bay / 14.4.2004