NEW HAMPSHIRE, USA

Birchtree Center for børn med autisme udvider

Birchtree Center for Children er det eneste private ABA-center i New Hampshire. ABA-metoden anvender adfærdsanalyse til at lære børn med autisme at klare sig i normale omgivelser og således blive i stand til at vende tilbage til det offentlige skolesystem.

Birchtree Center for Children er en ikke-kommerciel privatskole, som har plads til 12 børn. Centeret åbnede i december 2002 efter mere end to års bestræbelser på at skaffe midler til skolen. Eleverne er mellem 3 og 14 år gamle, og de bliver henvist til skolen af deres skoledistrikter, som også betaler for undervisningen.

»Selv om forældrene er aktive for at få deres børn ind på skolen, så er det skoledistrikterne, der har det afgørende ord, og som giver bevillingerne«, fortæller Barbara Frankel, som er stifter af skolen. Henvisning til Birchtree og tilsvarende ABA-skoler er blevet et kontroversielt spørgsmål, efterhånden som flere og flere forældre opdager, at de specialpædagogiske tilbud i det offentlige skolesystem ikke er det bedst opnåelige tilbud.

I stater som fx. Oregon er alle børn med autisme sikret et vist minimum af tidlig og intensiv intervention med det formål at kunne forberede barnets overgang til skolesystemet.

Men skoledistrikterne er ikke altid åbne over for forældrenes ønsker om, at deres barn skal have et specialiseret autisme-tilbud. Når der opstår uenigheder, kan forældrene appellere afgørelsen og eventuelt overlade den endelige beslutning til domstolene.

»De fleste skoledistrikter har ikke ressourcer til at håndtere det stigende antal børn med autisme«, siger Barbara Frankel. »Der er brug for særlige metoder til børn med autisme; metoder, som er helt anderledes end de metoder, der anvendes ved andre former for handicap«.

»Der er et betragteligt antal børn med autisme, som kan komme til at klare sig helt godt hvis de får adfærdsanalyse så tidligt og så intensivt som muligt«, fortæller Frankel.

Efter en måneds udredning på Birchtree får hver elev en klinisk instruktør, der har ansvaret for at lære barnet alt lige fra alfabetet til at spise selv.

Om eftermiddagen samles en gruppe af elever og deres instruktører i skolens køkken til eftermiddagsfrugt. En af eleverne får præsenteret tre forskellige typer af frugt og skal lære at vælge imellem dem. Efter måltidet lærer eleverne at rydde op efter sig. I nogle tilfælde modtager en elev en belønning for at veludført opgave. En af eleverne får en karruseltur på en kontorstol som belønning.

Men selv om en elev kan udføre en opgave sammen med sin instruktør, betyder det ikke at barnet også vil være i stand til at gentage opgaven i naturlige omgivelser, siger Cresse Snyder, der er adfærdsanalytiker. »Nogle gange er barnets færdighed knyttet til en bestemt person, og barnet må derfor lære at generalisere sine færdigheder«.

Barbara Frankel er mor til en 14-årig dreng med autisme. Da sønnen startede på skolen, skulle han lære at børste sine tænder selv. Tandbørstningen blev opdelt i 24 forskellige elementer, som han skulle lære hver for sig, og det tog måneder, inden han kunne mestre denne opgave.

»Det er svært at forestille sig, hvor kompliceret mange dagligdags opgaver er, indtil du analyserer dem og noterer alle de nødvendige trin i opgaven«, fortæller Cresse Snyder.

Birchtree står over for at skulle udvide skolen til 1.000 m2, og således blive i stand til at optage elever mellem 14 og 21 år. Skolen har istandsat deres nuværende lejede lokaler på Route 1 Bypass i Portsmouth, men bygningen er lige blevet solgt til en ny husejer, som selv skal anvende lokalerne fra 2005. Skolen søger derfor efter nye og større lokaler.

Kilde: Portsmouth Herald, NH - 16. maj 2004

Birchtrre Center for Chilren har webadressen http://www.birchtreecenter.org/

Joi Bay /15.05.2004