GEORGIA, USA

Førskole integrerer børn med og uden autisme

Det er frokosttid på Walden Preschool, som er en del af Emory University lidt uden for Atlanta i staten Georgia. Børnene spiser hot dogs og hash browns (revne, stegte kartofler) -- retter, som begge starter med bogstavet 'H'. 'H' er ugens bogstav i førskolen.

Det kunne være en hvilken som helst førskole i landet, men en tredjedel af børnene på Walden Preschool er børn med autisme. De indgår i Walden Early Childhood Program, hvor de er integreret med kammerater, som ikke har autisme og som udvikler sig alderssvarende og typisk.

Førskolen har tre aldersopdelte grupper, som tilsammen rummer børn i alderen fra 15 måneder til 5 år. Grupperne er små, seks børn med autisme sammen med 12-14 børn uden autisme.

I grupperne bliver børn med autisme betragtet og behandlet på samme måde som deres kammerater. Grupperne kan håndtere forskellige udviklingsaldre fordi der er en meget høj lærer-elev ratio. Der er 3-6 lærere for hvert barn og der anvendes i høj grad 1:1-sessioner for at udvikle sociale og sproglige færdigheder.

Walden Early Childhood Program blev starteT af professor i psykiatri Gail McGee i 1985 på University of Massachusetts at Amherst men blev senere flyttet til Emory's Autism Ressource Center i 1991. Walden Early Childhood Program er baseret på forskning, der viser at børn med autisme hurtigere udvikler sociale færdigheder når de er integreret med typiske børn. I rapporter om Walden-behandlingen har professor McGee beskrevet, hvorledes børn med autisme, når de præsenteres for mange forskellige indtryk og muligheder, selv kan iværksætte læringsprocesser. De viser interesse for en ting eller en aktivitet ved enten at bruge gesti eller lyde, og herfra starter undervisningen.

»En vigtig del af behandlingen er at have børn med autisme i et miljø, hvor de kan finde alderssvarende sproglige og sociale modeller. Eftersom børn med autisme alle har sociale og sproglige forsinkelser, er det en dårlig idé at isolere dem, eftersom de vil mangle passende rollemodeller«, fortæller souschefen Michael Morrier.

Undersøgelser har desuden vist, at autisme bedst kan behandles, hvis autismen bliver diagnosticeret tidligt i barnets liv.

The Walden School har en høj succesrate. 95% af børnene med autisme starter i almindelige børnehaverklasser. Også børnene uden autisme profiterer af førskoletilbuddet. Forældre har bemærket, hvordan de typiske børn udvikler en højere grad af forståelse og hensyntagen over for børn med autisme end børn uden tilsvarende erfaringer.

Kilde: The Emory Wheel, 21. september 2004

Walden Early Childhood Program har webadressen http://psychiatry.emory.edu/PROGRAMS/autism/Walden.html

Avisartiklen nævner ikke, at Walden Early Childhood Program er baseret på den variant af anvendt adfærdsanalyse, der kaldes Incidental Teaching -- dvs. situationel læring i naturlige omgivelser.

Tidligere artikler om ABA-behandling i Georgia:
Forældre opretter ABA-skole

Joi Bay /23.09.2004