NORDIRLAND

Fagforening advarer imod ABA-bevillinger

Foreningen af skoleledere i England, Scotland, Wales og Nordirland -- National Association of Head Teachers -- udtaler, at de lokale skolemyndigheder ikke har råd til at bevilge ABA-baseret undervisning til de familier, der måtte ønske det.

Udtalelsen kommer efter at Ruth og Keith Murray forleden vandt en ankesag imod South Eastern Education Board. Afgørelsen betyder, at South Eastern Education Board nu skal betale for Paul Murrays hjemmebaserede ABA-behandling (Se Gennembrud for ABA-behandlinger i Nordirland).

Fern Turner, der er regionsformand for National Association of Head Teachers i Nordirland, siger: »Jeg er meget bekymret for udgifterne og den indvirkning, denne afgørelse vil have på alle former for undervisning i Nordirland. Hvis det er denne type af behandling, som forældrene ønsker til deres børn, så må vi finde nye veje til at opfylde disse ønsker. Det er under ingen omstændigheder muligt, at betale op til US£30.000 (323.000 DKK) om året til alle børn, der måtte ønske denne behandling«.

»Jeg mener at vi bør komme forældrenes ønsker imøde, når det gælder specialundervisning, men i sidste ende vil det være pengepungen, der bestemmer«.

Hertil siger Ruth Murray, at regeringen bør garantere, at alle børn får et relevant uddannelsestilbud, der passer til deres behov. »Uddannelsessystemet har overset, at børn med autisme har brug for en autismespecifik tilgang til undervisning. ABA er allerede gennemprøvet i flere andre lande og er videnskabeligt funderet. Det anvendes også i 11 skoler i republikken Irland«, slutter Mrs Murray.

Samtidig har South Eastern Education Board meddelt, at afgørelsen om betalt ABA-behandling til Paul Murray ikke vil blive forsøgt omstødt, på trods af, at ankeinstansens afgørelses vil få vidtrækkende konsekvenser for alle lokale skolemyndigheder.

Stanton Sloan, som er ledende medarbejder i South Eastern Education Board siger: »Skolemyndigheden sympatiserer med familien, og vores primære hensyn i disse sager har altid været børnenes uddannelsesmæssige behov. Siden 1998 er vores udgifter til specialundervisning vokset med næsten 90% til mere end UK£37 mio. om året (398 mio. DKK). På baggrund af al tilgængelig ekspertviden mente South Eastern Education Board ikke, at ABA var den mest velegnede form for undervisning af Paul Murray, men vi accepterer, at Special Education Needs Tribunal er kommet med en anden vurdering«.

Kilde: Belfast Telegraph, 7. oktober 2004

National Association of Head Teachers
har webadressen http://www.naht.org.uk/

Tidligere artikler om ABA-behandling i Nordirland:
Gennembrud for ABA-behandlinger i Nordirland
Autism Awareness Week
Planer om ABA-skole i Nordirland
To-dages konference om autisme og ABA
Fundraising til fordel for dreng med autisme
TV-stjerne appellerer om ABA-skole
Appel om offentlig finansiering af ABA-behandling
Popstjerner indsamler penge til ABA-skole
200 forældre demonstrerer for ABA-behandling
PEAT møder politikere og embedsmænd
Selvorganiseret supervision og forældreuddannelse
Forældre satser alt for at få betalt ABA-behandling
Manglende behandlingstilbud rejses politisk
Popstjerne støtter indsamling til ABA-skole
Forældre og fagfolk til fælles ABA-kursus
Rapport om behandling af autisme i Nordirland

Joi Bay / 09.10.2004