USA

Svært at finde behandlingstilbud

Det amerikanske tv-magasin Your Total Health, som sendes hver søndag på NBC, havde i sidste weekend et indslag om autismebehandling. Udgangspunktet var det hurtigt voksende antal børn, der diagnosticeres med autisme.

Studieværten, Hoda Kotb, indledte med at fortælle, at i dag er der flere og flere familier, som udsættes for at få et barn med autisme, og som derfor kæmper med at skaffe hjælp til deres barn. En af disse familier er familien McGuires fra Chicago, hvis søn Danny for to år siden blev diagnosticeret.

Karen og Dan McGuires har måttet kæmpe for at finde frem til et førskoletilbud, som indeholder en behandling, der beviseligt kan hjælpe børn med autisme. I følge lovgivningen skal staten sørge for et gratis og relevant førskoletilbud til Danny. Men statens tilbud ligger mere end en times kørsel fra McGuires hjem, og det er ikke acceptabelt, siger Karen McGuires.

»At udsætte en tre-årig uden talesprog for at skulle køre i bus i en time -- og som aldrig har gjort det før -- det er for meget«

Så Danny bliver i stedet undervist i hjemmet efter en metode, der kaldes anvendt adfærdsanalyse, ABA. Behandlingen betyder, at Danny nu taler og gør ting, han ikke kunne tidligere, men prisen har været høj: US$60.000 (360.000 DKK), og det er mere end Dan -- der er politimand -- tjener om året. Så kolleger og venner har indsamlet penge til familien.

Dan Fratangelo siger: »Uden pengeindsamlingerne ville det ikke have været muligt for os at give Danny denne behandling«.

Familien McGuires kæmper imod et uddannelsessystem, der er overbebyrdet på grund af det hurtigt voksende antal børn med autisme. De fleste eksperter mener, at stigningen ikke skyldes flere børn med autisme, men derimod at lægerne er blevet bedre til at diagnosticere autisme.

I en grundskole i Brick Township, New Jersey, har man besluttet at opfylde forældrenes behov for intensiv autismebehandling. Her er antallet af børn med autisme steget fra bare 4 for et par år siden til 14 i år.

Ms. Mary Ann Ceres, som er skoleleder i Brick Township fortæller: »Vi håber, at vi kan blive en model for andre skoledistrikter. Vi vil vise, at man kan tilbyde intensive og effektive behandlinger for disse børn, og vel at mærke i børnenes eget lokalmiljø«.

I Chicago planlægger familien McGuires at splitte familien. Karen og deres tre børn skal flytte til et område af Chicago, hvor Danny kan gå i en lokal skole, der tilbyder gratis ABA-behandling.

Kilde: Your Total Health, NBC, 26. september 2004

Joi Bay /03.10.2004