AUSTRALIEN

ABA-forening arrangerer konference i Brisbane


2006 ARMS Global Autism Conference finder sted i Brisbane, Australien, den 6.-7. oktober 2006. Blandt oplægsholderne er professor Tony Attwood og adfærdsanalytikerne Mark Sundberg og John McEachin. Konferencen vil give den nyeste information om adfærdsmæssige tilgange til autisme samt belyse en række andre interventionsformer: legeterapi, biomedicinske behandlinger samt støtte til personer med autismespektrumforstyrrelser.

Målgruppen for konferencen er forældre og fagfolk – herunder klasselærere, speciallærere, støttepædagoger og –lærere samt fagfolk med ansvar for tidlig intervention. I forbindelse med konferencen afholdes en udstilling med bøger om autisme og materialer til autismebehandling.

Konferencen kaldes ARMS Global Autism Conference fordi hovedsponsoren er ARMS Global Group, et australsk kreditformidlings og –opkrævningsbureau.

Konferencen er arrangeret af ABIQ - Autism Behavioural Intervention Queensland. ABIQ er ABA-foreningen i Queensland, og er stiftet for at fremme udbredelsen af anvendt adfærdsanalyse. ABIQ yder ikke selv ABA-tilbud, men tilbyder et netværk om ABA-ressourcer – herunder udbydere af supervision, fagfolk med ekspertise inden for ABA samt materialer om ABA. ABIQ er oprindelig stiftet af forældre til børn med autisme, men giver også service til fagfolk, som er interesserede i ABA.

Medlemmer af Autism Behavioural Intervention Queensland modtager et kvartalsvis nyhedsbrev og får medlemsrabat hos Noah's Ark Resource Centre, som leverer ABA-relaterede ydelser i Brisbane.

Kilde: Northern Times (Australia), 15. september 2006

Konferencens website: http://www.abiq.org/events/2006conference/seminar.html

Autism Behavioural Intervention Queensland har webadressen http://www.abiq.org/

TIdligere artikler om ABA-behandling i Australien:
Ny skole samler penge ind
Forældreinitiativ til oprettelse af ABA-skole
ABA-skole på tegnebrættet
Hvem skal betale for intensiv adfærdsanalytisk behandling?
Dom for drab udløser debat om tidlig intervention
Learning to Learn – ABA-forening i New South Wales
Børn med autisme fortjener evidensbaseret intervention
Drab udløser heftig debat om autistiske familiers forhold
Utilstrækkelig støtte til tidlig indsats
ABA på World Autism Congress
Utilfredshed med nyt behandlingstilbud
ABAKidz – en succeshistorie fra Tasmanien

Joi Bay / 19.09.2006