TEXAS, USA

Universitet udbyder forældreuddannelse i ABA

Department of Behavior Analysis ved The University of North Texas har iværksat et nyt tilbud rettet mod forældre til småbørn med autisme: forældre- og småbørnskurset North Texas' Family Connections Project. Tilbuddet er baseret på anvendt adfærdsanalyse.

Professor Shahla Ala’i Rosales udtaler, at anvendt adfærdsanalyse er den eneste videnskabeligt dokumenterede pædagogiske behandling til børn med autisme. ABA-baserede interventioner for børn med autisme har eksisteret i mere end 30 år. Tidligere forskning har vist at et barn, der starter i ABA-behandling i en meget ung alder i visse tilfælde kan undgå at skulle gå i specialskole, og en sådan intervention kan føre til, at disse børn som voksne kan undgå at blive afhængige af offentlig hjælp.

Department of Behavior Analysis startede deres behandlingstilbud til børn med autisme i 1997. På det tidspunkt var tilbuddet udelukkende et såkaldt klinikbaseret tilbud, hvor børn kom til universitetsklinikken og blev behandlet af studerende og personale fra universitetet. Family Connections Project baserer sig i stedet på at give forældrene en grundlæggende forældreuddannelse i anvendt adfærdsanalyse.

Tilbuddet retter sig imod småbørn, som er op til 30 måneder gamle, samt deres forældre. Forældreuddannelsen omfatter mindst 20 sessioner, der finder sted dels på universitetsklinikken og dels i børnenes hjem. Tilbuddet finansieres af familierne, der betaler for uddannelsen.

Ala'i Rosales fortæller, at småbørnsprojektet er vigtigt, fordi autisme nu diagnosticeres langt tidligere end før. Diagnosealderen er nu 18 måneder og i visse tilfælde endnu yngre.

I Family Connections Project bliver forældre undervist i, hvordan de lærer deres børn funktionel kommunikation, social leg og andre færdigheder. Forældrene interagerer med deres børn som en del af hverdagslivet men lærer hvordan man kan forstærke den ønskelige adfærd hos deres barn.

»Det er forældrene, som er de gennemgående figurer i børnenes liv, så det er vigtigt at de lærer, hvordan man udvikler børnenes færdigheder,« siger Ala’i Rosales. »Vi lærer dem, hvordan de kan gøre naturlige interaktioner til læringssituationer, hvor man samtidig kan have det sjovt med hinanden.«

I starten af småbørnsprojektet arbejder forældre og fagfolk sammen, og udpeger tre indledende mål for barnets udvikling.

»Det handler grundlæggende om at lære sociale relationer til disse børn, som ofte har brug for at lære de færdigheder, som andre børn lærer af sig selv – fx at tale, kigge og smile,« siger hun. Ala'i Rosales fortæller også, at hovedindholdet i interventionen er planlagt leg. Mens 3- eller 4-årige med autisme kan tilbringe tid med bordtræning og øve sprogfærdigheder, så duer en sådan tilgang ikke til børn på 18 måneder.

Jessica Broome, som er tredjeårsstuderende og involveret i småbørnsprojektet, fortæller at ABA med vuggestuebørn er meget børneorienteret og bl.a. indbefatter at forældrene skal lære at tilrettelægge læringssituationer og at respondere på barnet. Hun siger, at det ofte er vanskeligt at finde velegnede forstærkere til børn med autisme, fordi børnene er bundet til særlige interesser eller stereotyp adfærd og ikke er interesseret i almindeligt legetøj.

I løbet af småbørnskurset lærere forældrene at identificere og forøge antallet af brugbare forstærkere – især legeting, som interesserer deres barn. Desuden lærer forældrene at bruge disse attraktive objekter som motivation for læring.

Jackie Shenkir startede på småbørnskurset i august måned 2006, lige efter at hendes søn var fyldt to år. Hun og andre familiemedlemmer har fået ham til at lege med et større udvalg af legeting, og de har siden anvendt disse som motivation til at interaktion og kommunikation. Hun fortæller, at hendes dreng, som ellers altid vendte ryggen til andre, nu er begyndt at tale, han kommer med legetøj for at lege, og han er også blevet mere kærlig.

»Vi ville have ham til at tale og få øjenkontakt, når han ønskede noget fra os,« siger hun. »Han har nu indset at man må kommunikere ved at tale og han er begyndt at sige ord som ’bold’, ’kilde’ og ’igen’. Nu da han ved, at han kan kommunikere med os, har han fået det betydelig bedre.«

Shenkir fortæller at hendes dreng nu er startet i et intensivt ABA-program hos North Texas Autism Project, hvor studerende arbejder med ham 30 timer om ugen.

»Hans sprog har udviklet sig meget og han udvikler sig på alle områder. Han var tidligere meget kræsen og ville kun spise bestemte madvarer, men nu spiser han varieret og også hans søvn er blevet forbedret.«

Hun tilføjer, at en forældreuddannelse i anvendt adfærdsanalyse er meget vigtig, fordi forældre til børn med autisme bliver nødt til at fortsætte med metoden også efter at den intensive, tidlige intervention er slut.

Kilde: US States News, 21. februar 2007

Department of Behavior Analysis har webadressen http://zope.unt.edu/catalog/working/u/pacs/behv.html

Tidligere artikler om ABA-behandling i Texas:
ABA-forening åbner ressourcecenter
Forslag om fritvalgsordning for børn med autisme
Psykologistudium anerkendes af Behavior Analyst Certification Board
Behandlingscenter i Corpus Christi
Forældre taber sag om ABA-behandling

Redaktionen /5.3.2007