SASKATCHEWAN, CANADA

Fælles efteruddannelse af forældre og fagfolk

Et skoledistrikt i den lille by Meadow Lake i den canadiske provins Saskatchewan er gået i gang med et pilotprojekt om ABA-behandling til børn med autisme. Skoledistriktet gennemfører for øjeblikket en fælles efteruddannelse af forældre, lærere og andre fagfolk, som arbejder med børn med autisme. Efteruddannelsen er tilrettelagt som en række af ugekurser, hvoraf det første blev holdt i oktober måned 2008 og det seneste en måned senere. Kurserne varetages af ABA-centeret Autism Partnership fra Californien.

Efteruddannelsen er tilrettelagt som en workshop, hvor man arbejder både teoretisk med anvendt adfærdsanalyse og gennemgår enkelte cases. I den første kursusuge lærte forældre og fagfolk nye teknikker til indlæring og til kontrol af problemadfærd. I den anden kursusuge har supervisorer fra Autism Partnership været rundt på skolerne for at give vejledning i, hvordan teknikkerne bedst kan implementeres.

Jon Rafuse, som er supervisor fra Autism Partnership, fortæller, at han har observeret børnene i deres naturlige klassemiljøer for at kunne komme med forslag til curriculum. Efterfølgende holder han møder med børnenes teams – dvs. forældre og fagfolk omkring det enkelte barn – for at diskutere erfaringer og lægge planer for den fremtidige træning.

Pilotprojektet og efteruddannelsen er tilrettelagt af Carolyn Forsey, som både er leder i Northwest School Division og mor til et barn med autisme. Hun siger, at man allerede nu – efter kun to kursusuger – kan begynde at se resultater i den måde forældre og fagfolk arbejder med børnene. De lærere, der har deltaget i kurserne, fortæller, at ABA-metoden kan anvendes ikke kun til børn med autisme, men også over for nogle andre børn med særlige behov.

For Carolyn Forsey er pilotprojektet i Northwest School Division kun en start. Hun har store planer om at oprette et egentligt ABA-center i provinsen. Centeret skal ikke kun udbyde supervision til skoler og til familier, men skal også rumme et aflastningstilbud. Centeret skal dediceres til lederen af Autism Partnership Ron Leaf, fordi det ham – ifølge Carolyn Forsey – der har givet forældre i Meadow Lake mod på livet. Ron Leaf er forfatter til den grundbog, der anvendes i efteruddannelsen – A Work in Progress – og han deltog i en autismekonference i Meadow Lake i oktober 2007.

Meadow Lake har kun 5.000 indbyggere, men skoledistriktet Northwest School Division omfatter 24 skoler med 5.000 elever, der bor spredt ud over et meget stort geografisk område i den nordvestlige del af Saskatchewan.

Kilde: Meadow Lake Progress (Saskatchewan, Canada), 23. november 2008

Redaktionen/ 19.12.2008